Årsberetning aktivitetsudvalg
 (til GF forår 2009)

Sct. Hans
Som vanen tro indledte det nye aktivitetsudvalg med at arrangere Sct. Hans aften. Det var igen en typisk Sct. Hans aften med regnvejr, koldt og masser af blæsevejr, faktisk var vejret dårlige end det plejede at være. Vi var også færre set i forhold til året før. Vi havde nok besøg af ca. 50 personer. Midsommervisen blev sunget til et bål, hvor den sidste flamme svandt hen, da ilden ikke vil fænge i det træ, som var lagt til bålet. Det var et rigtig flot og højt bål med lægter fra Morten Schram, som lige havde fået lagt nyt tag på.   Efter at sangen var sunget blev der taget fat på at få gang i bålet. Og det lykkedes over al forventning   -   til sidst så godt, at flammerne blev så høje, samtidig med at der fortsat var meget vind, dette gjorde, at skrænten pludselig også stod i flammer.
Der blev ringet efter brandvæsenet. Der gik ikke lang tid før, at sirenerne kunne høres.  3 Brandbiler kørte ind på Lyngbakken og 10 brandmænd var klar med slanger og vand. Jo der skete noget på pladsen den aften. Herefter gik snakken endnu bedre. I værste fald kunne vi havde frygtet en regning på flere tusinde kroner, men eftersom vi havde fuldt forskrifterne og brandmændene fik en sodavand -  kan vi se tilbage på denne Sankt Hans aften som en meget anderledes Sankt Hans aften.

Løvfaldsturen  er også én af de faste aktiviteter vi afvikler.
Det blev en go’ dag, hvor turen gik fra Rottehullet ud til Bøgescenen, hvor de voksne blev budt på en lille skarp og børnene fik slikposer. Derefter gik turen dog ikke som sædvanlig til Rasset men i stedet til vandrehjemmet. Et fint arrangement, hvor der var 28 tilmeldte heraf 8 børn.  

Så var det fastelavns festen som stod på tur. Vi har jo ikke  holdt fastelavnfest gennem flere år, men i år synes vi at det skulle det være. Tidligere har vi afviklet festen i Morten Børups skolens Aulaen, men i år besluttede vi, at det skulle være et udendørs arrangement, og at det skulle foregå på boldbanen. Det blev fastelavnssøndag om formiddagen. Der deltog ca. 18 børn og tilsvarende voksne. Det var mindre børn, hvoraf flere var i barnevogn. Tønden blev slået ned efter mange slag, og vi fik kåret en kattekonge. Vi havde strålende solskin – flot vejr, som vi nød da vi små som store, fik varm kakao og fastelavnsboller, og børnene fik deres slikposer. Vi synes det var dejligt for første gang at afvikle fastelavnsfesten udendørs på egen boldbane. Det var de arrangementer som det blev til i denne omgang.

Legepladsen
I efteråret var vi ca. 8 voksne, som var over at rykke rigtig meget sengræs op. Vi fylde nok 10-12 sorte affaldssække som Thomas kørte væk. Samtidig blev der indkøbt maling, for at få malet legeredskaberne. Dette lykkedes dog ikke i sensommeren, hvorfor der skal tages fat på dette her i foråret.

Fremtidens aktiviteter.
Ud over de ”sædvanlige” har vi et nyt tiltag.
Vi har regner med at booke Dagmarfærgen onsdag den 29. juli kl. 18.30, hvor vi kan nye en stille sommeraften på Skanderborg sø.